Årsrapporten 2024 samler op på de mange aktiviteter, der er foregået i videncentret i år.
REHPA Forskningsklinik har i årets løb taget imod 406 deltagere på forløb. Her har klinikkens medarbejdere guidet deltagerne gennem en række sessioner med udgangspunkt i tilgangen ACT – Acceptance and Commitment Therapy. Klinikken har delt erfaringerne med at bruge tilgangen – både i undervisningen og i de individuelle samtaler – i en artikel i fagtidsskriftet Fokus på Kræft og Sundhed.
REHPA Forskningsklinik har også kastet lys på senfølger hos mennesker med livstruende sygdomme. Det har betydet to nye forløb, der har fokuseret på fatigue – en form for træthed eller udmattelse, man ikke kan sove sig fra. Det ene var henvendt til mennesker med og efter kræft – forløbene fortsætter i 2025, det andet til mennesker der har haft en episode med spontan coronar arteriedissektion (SCAD).
Berit fortæller i årsrapporten om den indsigt, hun fik med sig fra forløbet om at forvalte sin energi bedst muligt:
– At have fokus på energiforvaltning er noget af det, jeg har fået belyst på REHPA-forløbet. Tidligere har jeg været den, der ordnede det hele undervejs. Det løser sig altid… Men det kan godt blive unødigt bøvlet. Med den energi, jeg har nu, er det altså smart at være på forkant.
Få hele Berits fortælling i Jeg drømmer om at finde balance fra side 8 i årsrapporten.
Thomas Maribo er professor i folkesundhed ved DEFACTUM. Han har i 20 år arbejdet med rehabilitering – særligt med rehabilitering til mennesker med hjertesygdomme. I de seneste år har Thomas Maribo fået nye perspektiver på standardiseret rehabilitering og kvalitetskrav, funktionsevne samt hvorfra og hvordan, der forskes i rehabilitering.
I årsrapporten fortæller han bl.a. om, hvorfor han synes, at det er vigtigt at differentiere rehabilitering:
– Det er lettere sagt end gjort [at arbejde med en differentieret indsats]. Jeg tror, vi skal udarbejde indsatser, der består af nogle kernekomponenter, som vi altid skal tilbyde. Så skal vi finde ud af, hvornår disse kernekomponenter passer ind i den enkelte borgers forløb. […] når vi taler om differentierede indsatser, er vi også nødt til at tale om differentierede kvalitetsstandarder.
Læs hele artiklen Sundhed skabes i samarbejde i årsrapporten fra side 12.
Året har budt på en lang række udgivelser fra både REHPAs forskningsprojekter, kortlægninger og erfaringer fra forskningsklinikken.
I årsrapporten kan du bl.a. læse om hvordan en kortlægning af den basale palliation på sygehusene affødte et nyt netværk, hvor medlemmerne videndeler på tværs af fag og afdelinger.
Som en del af forsknings- og udviklingsprogrammet REHPA på Tværs er en gruppe medarbejdere i gang med at optimere Hvordan har du det-spørgeskemaet, der bruges til at indsamle data om deltagerne på REHPA-forløb. Svarene fra foreløbig 1.693 deltagere er blevet analyseret i et notat, der har afdækket, hvilke rehabiliteringsbehov deltagerne selv rapporterer på tværs af diagnoser.
REHPA har også udgivet kortlægninger af dødssted og dødsårsager blandt børn, unge og voksne danskere i perioden 2012-2020. Kendskab til disse forhold er væsentlige, når behandling og pleje af mennesker, der skal dø, planlægges.
Årets resultater fra REHPA Forskningsklinik og forskergruppen fremgår fx af opslagene Senfølgefokus i REHPA Forskningsklinik side 16, Højt aktivitetsniveau i Forskning og Dokumentation på side 22 og Viden er vores fælles styrke fra side 28.
I 2024 har vi også samlet op på og evalueret REHPA Strategi 2025.
Opsamlingen viser, at vi er kommet i mål med mange vigtige ambitioner. Vi står på et fundament af viden og erfaringer om rehabilitering og palliation til mennesker med livstruende sygdomme. I strategiperioden (2019-2025) har vi:
Opsamlingen var startskuddet til arbejdet med at formulere REHPAs kommende strategi, der eksempelvis skal spille ind i en sundhedsstruktur under forandring. Det er allerede tydeligt, at vi fortsat skal samle, skabe og dele faglig viden om rehabilitering og palliation samt koordineringen heraf for at sikre livskvaliteten hos mennesker med livstruende sygdomme. Den nye strategi ligger færdig omkring sommeren 2025.