Spring til hovedindhold

Det vi sjældent taler om

Professor ved Enhed for Lindrende Behandling ved Aarhus Universitetshospital Mette Asbjørn Neergaard mener, at livet skal leves helt til det sidste, hvis muligt – og at en palliativ indsats kan være med til at gøre det muligt for mennesker med en uhelbredelig sygdom.

Allerede i 1990’erne som medicinstuderende, da Mette Asbjørn Neergaards daværende mand døde af testikelkræft, blev det klart for hende, at hun ville arbejde med palliation. Hun havde dog ikke forestillet sig, at hun en dag ville være professor i palliation og holde tiltrædelsesforelæsning for knap 200 gæster på Aarhus Universitetshospital.

Da jeg hørte om palliation, tænkte jeg, der er noget, vi kan gøre for uhelbredeligt syge patienter. Det kan godt være, vi ikke kan helbrede patienterne, men vi kan hjælpe dem på en helt anden måde gennem palliation. Det vil jeg være med til at udbrede.

Mette Asbjørn Neergaard, professor, Enhed for Lindrende Behandling, Aarhus Universitetshospital
Professor Mette Asbjørn Neergaard til sin tiltrædelsesforelæsning 'Det vi sjældent taler om... - Uhelbredeligt syge og døende patienter og deres pårørende' på Aarhus Universitetshospital den 30. september 2022
Professor Mette Asbjørn Neergaard til sin tiltrædelsesforelæsning på Aarhus Universitetshospital den 30. september 2022

Livet skal leves

I hendes tiltrædelsesforelæsning ’Det, vi sjældent taler om… Uhelbredeligt syge og døende patienter og deres pårørende’ fortalte Mette om sin vej ind i det palliative felt. Hun fortalte om sin forskning og delte ud af sine erfaringer med palliation.

Det er forunderligt, at det er så svært at tale om døden. Det sker for os alle sammen. Alligevel er døden nærmest forbudt at tale om. Vi taler ikke om det med vores patienter. Men når man deler sine bekymringer, kan man bedre leve livet. For livet det skal leves og ikke kun være bekymringer.

Mette Asbjørn Neergaard, professor

Som professor ønsker Mette at styrke den palliative indsats. Uanset om patienterne er derhjemme, på hospice, hospital eller plejehjem er det nødvendigt at tilbyde en palliativ indsats. Derfor beskæftiger hun sig også med forskning i både basal og specialiseret palliation.

I tiltrædelsesforelæsningen understregede Mette, at palliation ikke er forbeholdt patienter, der er tæt på at dø:

Palliation starter, når man har et palliativt behov.

Til top