REHPAs netværk for undervisere på SOSU-skolerne og for professionshøjskolerne har for første gang holdt et fælles møde. Temaet var koordinering af rehabilitering og palliation, og der blev diskuteret både aldringsteori, rehabilitering på ældreområdet og sammenhæng for skrøbelige patienter.
Diskussionen gik livligt til det første fælles netværksmøde for SOSU-skolerne og professionshøjskolerne, og der blev udvekslet erfaringer mellem deltagerne.
– Deltagerne i begge netværk har efterspurgt et fælles møde. Det er helt tydeligt, at der er stor interesse i at lære af hinanden på tværs af SOSU-skolerne og professionshøjskolerne. Fællesmødet bidrog til relevant erfaringsudveksling på tværs af netværk, siger Vibeke Graven, tovholder på begge netværk.
Målet med det fælles netværksmøde var at sætte fokus på koordineringen af rehabilitering og palliation og hvordan dette kan styrkes på de to uddannelsessteder. Derfor delte Jette Thuesen, lektor ved REHPA ud af sine erfaringer med arbejdet aldring og rehabilitering.
– Vi bliver ældre og ældre, og det betyder, at der bliver flere og flere borgere med kroniske sygdomme og multisygdomme. Det skærper kravene til de sundhedsprofessionelle, der arbejder med de ældre borgere. Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på, hvordan vi kan uddanne fagpersonerne til at have blik for både rehabilitering og palliation, og hvilke forståelser af aldring og livet som gammel der vejleder vores praksis, siger Jette Thuesen.
Udover at uddanne kommende fagpersoner var der på netværksmødet også fokus på Sundhedsstyrelsens ’Håndbog om rehabilitering på ældreområdet’ fra 2023.
Håndbogen samler erfaringer, viden og modeller om rehabiliteringsteori og praksis. På netværksmødet blev bogen og dens syv pejlemærker præsenteret af Loa Teglgaard Christensen, ph.d., fuldmægtig, Sundhedsstyrelsen.
Pejlemærkerne er:
Dagen sluttede af med et oplæg fra praksis. Pia Nimann Kannegaard, ledende overlæge på Geriatrisk og Palliativ Afdeling, Bispebjerg Hospital, og Camilla Rasmussen, oversygeplejerske samme sted, fortalte om deres erfaringer med at skabe sammenhæng for de skrøbeligste patienter.
– Vi skal huske på vores faglighed, når vi behandler ældre og skrøbelige patienter. Vi skal følge de instrukser vi har, men det er vigtigt, at vi husker at spørge patienterne, hvad de har af ønsker. Det er ok at afvige fra en instruks, hvis det er fagligt begrundet. Det er vigtigt at huske, siger Pia Nimann Kannegaard.
På Geriatrisk og Palliativ Afdeling på Bispebjerg Hospital tilbydes alle patienter, gerne sammen med deres pårørende, en målsamtale inden for de første 48 timer, efter de er blevet indlagt.
– Vi gør det for at sætte patienternes stemme i spil og for at sikre systematik i samtalerne, siger Camilla Rasmussen.
Afdelingen introducerede i sommeren 2023 en beslutningshjælper, der skal støtte patienten og den sundhedsprofessionelle i fællesbeslutningstagen om behandling og videre udredning.