Ved det årlige møde i Forskernetværket i palliation fik deltagerne et indblik i nogen af de spændende forsknings- og udviklingsprojekter der er i gang inden for palliation og koordinering af palliation og rehabilitering.
Professor Karen la Cour, SDU, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Brugerperspektiver og Borgernære indsatser og kandidatstuderende Marie Brunsgaard Laursen, fortalte ved forskningsnetværket i palliation om erfaringerne med projektet ’Balance, Aktivitet og Livskvalitet’.
– Formålet med projektet var at øge livsglæden og -kvaliteten hos mennesker med livstruende sygdomme. Undervejs i projektet har vi holdt workshops for klinikere. Det er vigtigt, at klinikerne kan se en pointe med de tiltag, vi afprøver. I og med at klinikerne skal sørge for, at modellerne lever videre og kommer patienterne til gavn, når forskerne trækker sig fra projektet, er de brugere, lige såvel som patienterne er det.
Karen la Cour om projektet
Ud over projektet ’Balance, Aktivitet og Livskvalitet’ hørte deltagerne også om projektet ’Naturlig bevægelse for mennesker med uhelbredelig kræft’. Projektet er netop afsluttet med et notat, der opsummerer udviklingen og evalueringen af interventionen i REHPA Forskningsklinik. Desuden præsenterede professor og forskningsleder ved REHPA Mette Raunkiær REHPAs nye strategi for forskning og dokumentation, samt en ny strategi for fundraising.
Postdoc Hanne Bess Boelsbjerg fra Institut for Kultur og Samfund delte erfaringerne fra studiet ’Egenomsorg som grundlag for palliation’, der er et kvalitativt studie udført blandt hospicemedarbejdere.
REHPA lagde lokaler til netværksmødet, der i år var arrangeret af Stine Gerhardt Hangstrup, ph.d.-studerende, Bispebjerg Hospital og Heidi Bergenholtz, lektor i basal palliation, REHPA og SUH.
Nye kræfter har grebet stafetten og står for næste års netværksmøde – datoen meldes ud senere.