Spring til hovedindhold

Fra viden til handling: Ny lektor arbejder med implementering af rehabilitering og palliation

Cecilie Lindström er ny lektor i implementering af rehabilitering og palliation hos REHPA.

For at forskning for alvor ændrer noget, skal det implementeres i virkeligheden. Men hvordan sikrer man, at resultaterne bliver implementeret og kommer borgere til gavn? Det interesserer Cecilie Lindström Egholm sig for.

Ofte er [der] meget langt fra ny viden til implementering i praksis. Rigtig meget forskning når aldrig så langt, eller i hvert fald bliver den sjældent bredt ud, så alle får gavn af det.

Cecilie Lindström, lektor ved REHPA
Cecilie Lindström
Cecilie Lindström, lektor ved REHPA

Cecilie, der har været ansat som postdoc hos REHPA de seneste fire år, er ny lektor ved REHPA. Hun har fokus på implementering i sin forskning.

– Vi har rigtig meget god viden om, hvad der virker. Men vi ved også, at der ofte er meget langt fra ny viden til implementering i praksis. Rigtig meget forskning når aldrig så langt, eller i hvert fald bliver den sjældent bredt ud, så alle får gavn af det. Det, synes jeg, er ærgerligt og et spild af ressourcer. Derfor synes jeg også, det er interessant at dykke ned i, hvad vi kan gøre for at lette implementeringen, siger Cecilie Egholm.

Ud over at interessere sig for implementering, fylder forskning i PRO også hos Cecilie. PRO står for patientrapporterede oplysninger, og er spørgeskemaer til patienter om, hvordan de har det. Skemaet svarer de på i forbindelse med behandling og pleje.

– PRO bruges mere og mere, og mange har stor glæde af det. Men ikke alle patienter svarer på PRO, og noget tyder på, at der blandt andet er en social slagside. Det er problematisk, fordi det kan betyde, at nogle grupper af patienter – måske de mest sårbare – går glip af fordelene, siger Cecilie Egholm.

Cecilie er i gang med at søge penge til et projekt, hvor hun undersøger, hvilken betydning det har for forskningen og for sundhedstilbud, at det ofte er særlige grupper borgere, der ikke svarer på spørgeskemaerne, og hvad vi kan gøre for at mindske problemet.

Til top