Integrative medicine specialist, director of mind-body medicine Shelly Latte-Naor fra Memorial Sloan Kettering Cancer Center, New York fortalte på en senfølgekonference om centerets erfaringer med at tilbyde komplementær behandling og den betydning deres tilbud kan have for mennesker, der har eller har haft kræft.
I USA benytter mellem 40 og 60 % af kræftpatienter komplementær behandling til at lindre bivirkninger eller senfølger efter kræftbehandling. Over 40 % af dem, der bruger komplementær behandling, fortæller ikke deres behandlere om det, ifølge integrative medicine specialist, director of mind-body medicine Shelly Latte-Naor fra Memorial Sloan Kettering Cancer Center, New York.
Vi kan hjælpe patienterne med at navigere i de mange forskellige muligheder, der findes. Men for at vi kan hjælpe dem, er vi nødt til at vide, om de bruger komplementær behandling. Derfor skal vi spørge ind til det og lytte fordomsfrit til deres svar.
Shelly Latte-Naor, integrative medicine specialist, director of mind-body medicine ved Memorial Sloan Kettering Cancer Center, New York
På Memorial Sloan Katering Cancer Center anvender medarbejderne begrebet ‘Complementary Integrative Medicine’ (CIM). Shelly forklarede i sit oplæg, at de bruger den betegnelse, fordi de arbejder med behandlinger, der er sikre at integrere i den traditionelle, evidensbaserede kræftbehandling, og ikke er alternativer til, (dvs. noget der kan sættes i stedet for), denne.
– Det er vigtigt, at vi, som behandlere, taler med vores patienter om komplementær behandling. Der kan være risici forbundet med at kombinere traditionel og komplementær behandling. Det bør vi rådgive patienterne om. Vi kan hjælpe patienterne med at navigere i de mange forskellige muligheder, der findes. Men for at vi kan hjælpe dem, er vi nødt til at vide, om de bruger komplementær behandling. Derfor skal vi spørge ind til det og lytte fordomsfrit til deres svar, sagde Shelly Latte-Naor i sit oplæg på konferencen ‘Senfølger efter kræft – Et felt i udvikling’.
Ifølge Latte-Naor fortæller mange patienter ikke deres behandlere, at de anvender komplementær behandling. Det gør de ikke, fordi de er bekymrede for, at behandlerne ikke bifalder anvendelsen, ikke kender effekten og/eller mangler viden på området.
– Komplementær behandling er ofte uden opsyn og ikke nødvendigvis specielt velinformeret. Hvis vi integrerer den komplementære behandling, der er evidens for i vores traditionelle behandling, kan det til gengæld gøre en forskel for kræftpatienters symptomer og usikkerhed, i forhold til hvordan den kan bruges, fortalte Shelly Latte-Naor.
På Memorial Sloan Kettering Cancer Center er visionen at tilbyde patienterne komplementær behandling som en naturlig del af standard kræftbehandlingen. Patienterne kan blandt andet få tilbudt akupunktur, kosttilskud og tai chi som en del af deres kræftbehandling.
Forskning i komplementær behandling er et område i rivende udvikling. På Memorial Sloan Kettering Cancer Center er flere projekter undervejs inden for forskellige former for komplementær behandling. De er blandt andet i gang med to randomiserede studier om akupunkturs og yogas effekt på neuropatiske smerter efter kemoterapi.
Selvom forskningen på området endnu er i sin vorden, er der metoder, der er mere udbredte end andre. Blandt andet er akupunktur blevet brugt i vid udstrækning som en komplementær behandling til at behandle en bred vifte af tilstande, som opleves af mennesker, der har haft kræft.
Fem ud af 11 National Comprehensive Cancer Network (NCCN) guidelines anbefaler også akupunktur til understøttende behandling af bl.a. smerter, fatigue og kvalme.
Centeret har også udviklet appen ‘AboutHerbs’, der beskriver en lang række kosttilskuds effekt, bivirkninger og kontraindikationer, og som samtidig præsenterer evidensen – eller mangel på samme. Appen kan downloades gratis – du kan læse mere om den på centerets hjemmeside.
REHPA
Vestergade 17
5800 Nyborg
REHPA-forløb: 30 57 10 59
rehpa.ophold@rsyd.dk
Hovednummer: 21 81 10 11
rehpa@rsyd.dk
Bliv løbende opdateret
om ny viden inden for Rehabilitering og Palliation