Spring til hovedindhold

Kritik fra Rigsrevisionen: Patienter med behov har ikke tilstrækkelig adgang til specialiseret palliation

Rigsrevisionen konkluderer i en ny beretning, at patienter i Danmark ikke har den nødvendige adgang til specialiseret palliativ indsats.

Rigsrevisionen retter kritik mod regionerne for ikke at sikre, at patienter med livstruende sygdomme i tilstrækkelig grad udredes for behov for palliation, og at patienterne ikke i tilstrækkelig grad henvises til specialiseret palliation uanset sygdom. Det er patientens behov og ikke hvilken bagvedliggende sygdom patienten har, der skal afgøre om patienten har adgang, og det vurderer Rigsrevisionen ikke er tilstrækkelig opfyldt, hvilket de skriver i beretningen:

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at regionerne ikke har sikret, at patienter med livstruende sygdomme ved behov har adgang til specialiseret palliation.
Statsrevisorerne finder det ligeledes utilfredsstillende, at regionerne ikke i tilstrækkeligt omfang har sikret en systematisk og effektiv identifikation af den enkelte patients behov for specialiseret palliation.

Fra Rigsrevisionens beretning ’Adgangen til specialiseret palliation’

Kritikken i korte træk

Statsrevisorernes kritik er bl.a. baseret på:

  • At regionerne ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at patienter ved behov henvises til specialiseret palliation uanset sygdom. Målet om, at 90 % af patienter, der er visiteret til specialiseret palliation, skal modtages inden for 10 dage, er således ikke nået i perioden 2016-2019 med risiko for, at patienterne dør eller bliver for dårlige, inden de modtager tilbuddet.
  • At der er betydelige forskelle på tværs af regionerne i, hvor mange patienter der henvises til specialiseret palliation, og hvor mange der tilbagevises.
  • At det ikke altid er klart for de henvisende læger, hvilke kriterier der skal være opfyldt i visitationen til specialiseret palliation, så det så vidt muligt undgås, at patienter henvises forgæves.
  • At der i perioden 2016-2019 ikke er sket tydelige forbedringer i adgangen til specialiseret palliation.

REHPA har på linje med flere andre organisationer og fagfolk bidraget til undersøgelsen med viden. Professor og leder af REHPAs forskningsgruppe håber at rapporten vil understøtte den fremtidige udvikling af både det basale og specialiserede palliative felt i Danmark:

Det er godt, at der sættes yderligere fokus på dokumentation af den mangelfulde palliative indsats i Danmark. Med rapporten kommer der forhåbentlig mere sundhedspolitisk fokus på palliationen, på behov for udvikling af feltet og på den manglende kapacitet og tilgængelighed. Problematikker som også er dokumenteret af både Dansk Palliativ Database, som beretningen i høj grad bygger på, og af REHPAs kortlægninger af den specialiserede indsats.

Helle Timm

Læs mere

Rigsrevisionens beretning: Adgangen til specialiseret palliation

Rigsrevisionens beretning – Kort fortalt: Adgangen til specialiseret palliation

REHPAs kortlægninger – tal & fakta

Dansk Palliative Database

Til top