Spring til hovedindhold

Ny app til unge med kræft

Rigshospitalets mødested for unge, der har kræft, er blevet digitalt med den nye app ‘UngeKræfter’.

Unge, der får kræft, kan mangle et fællesskab, hvor de kan spejle sig selv og deres følelser. På Rigshospitalet har Kræftværket længe tilbudt netop det: Et fællesskab for unge mellem 15 og 39, der er i et kræftforløb. De unge har selv ønsket en mulighed for “at tage Kræftværket med i lommen”.

Appen UngeKræfter skal øge livskvaliteten hos unge både under og efter deres kræftbehandling. Den er udviklet som et forsknings- og innovationsprojekt fra 2016-2020 af unge, fagprofessionelle og forskere.

Skærme fra appen UngeKræfter

Appen har flere funktioner. Den sikrer, at den unge kan være en del at et fællesskab, uanset hvor i landet de er. Fællesskabet skal mindske ensomhed blandt de unge. Igennem fællesskabet kan de dele erfaringer om det at have eller have haft kræft, og de kan læse om andres erfaringer. Appen indeholder også en vidensbank, hvor de unge kan dykke ned i viden om emner, som behandling, bivirkninger, håndtering af arbejds- og studieliv, fertilitet og psykologiske udfordringer. Desuden er der en sygdoms- og aktivitetstracker, hvor de kan notere symptomer og humør over tid.

Kan spejle sig i app

Som en del af forskningsprojektet blev appen evalueret af de unge. Evalueringen viste, at de unge synes, at appen var nem at bruge og havde en positiv effekt på deres livskvalitet.

Maria Aagesen

– Ofte fylder eksistentielle spørgsmål meget hos de unge i et kræftforløb. Mange unge er bekymrede, fortvivlede og ramt af en sorg, som de føler sig alene med.
I appen kan de spejle sig i andre unge i sammen situation, og det ved vi fra forskning er vigtigt. Et af de vigtigste formål med appen er at understøtte, at alle unge i Danmark kan få støtte til at opnå et meningsfuldt liv med og efter kræft, siger fysioterapeut og app-koordinator, ph.d.-studerende Maria Aagesen, der står for at vedligeholde appen.

Appen er kun for unge, der har eller har haft kræft, derfor skal man bruge en unik kode for at logge ind i appen. Hvis du vil have mere viden om, hvordan du kan få fat på sådan en kode så skriv til maagesen@health.sdu.dk.

Danske Regioner finansierer driften af appen.

Læs mere om appen på Region H’s hjemmeside

Til top