Ny kræftkortlægning: Det tværsektorielle samarbejde bør styrkes
Kortlægning af kræftrehabilitering viser, at stort set alle kommuner i dag har et tilbud om rehabilitering til mennesker med kræft. Men indholdet varierer, og der er behov for at styrke det tværsektorielle samarbejde mellem kommuner, almen praksis og hospitalsafdelinger.
Den nye kortlægning af kræftrehabiliteringen følger op på kortlægningen fra 2017. Rapporten giver en status på fire temaer, der også indgik i 2017:
- Behovsvurdering
- Konkrete faglige indsatser
- Tværfagligt samarbejde og koordination
- Sammenhængende forløb.
Både sengeafdelinger, ambulatorier og terapiafdelinger samt kommuner har deltaget i kortlægningen.
Sideløbende med REHPAs kortlægning har Forskningsenheden for Almen Praksis (FEA) på Syddansk Universitet (SDU) lavet en undersøgelse i almen praksis: Kortlægning af kræftopfølgning og palliation i Almen Praksis 2021.
REHPA og FEA har delt resultater i de to kortlægninger og er udover egne anbefalinger også kommet frem til en fælles anbefaling på baggrund af de to kortlægninger:
- Sikring af samarbejde på tværs af sektorer
Det anbefales, at kendskabet til og kommunikation om rehabilitering på tværs af hospital, almen praksis og kommuner styrkes via fælles terminologi, strategier og værktøjer. Dette ses som en forudsætning for, at patienterne oplever sammenhængende og koordinerede rehabiliteringsforløb.
Behov for implementering af systematisk behovsvurdering
Den systematiske brug af fælles behovsvurderingsredskaber i sengeafdelinger og ambulatorier er stagneret siden 2017-kortlægningen. Hver femte sengeafdeling og ambulatorie tilbyder systematisk behovsvurdering til alle patienter. Samtidig er der samlet set sket et fald i anvendelsen af og kendskabet til det regionale behovsvurderingsskema på tværs af hospitalsafdelinger og kommuner.
44 % af kommunerne benytter det regionale behovsvurderingsskema. Halvdelen bruger andre skemaer.
Næsten alle kommuner har indarbejdet faglige indsatser ift. rehabilitering, mens 63 % har indarbejdet palliative indsatser. De fleste kommuner vurderer deres indsatser ift. rehabilitering tilstrækkelige, mens palliative indsatser i mindre grad vurderes tilstrækkelige.
Kortlægningen viser også, at stort set alle kommuner i dag har et tilbud om rehabilitering til mennesker med kræft, og at der har været en stigning i diagnosespecifikke tilbud. Der er især diagnosespecifikke tilbud til borgere med brystkræft, hoved-hals kræft, prostatakræft og lungekræft. Indsatserne varierer dog, og der er især indsatser inden for det fysiske og psykiske område, mens indsatser på det socialfaglige, eksistentielle og palliative område er mindre hyppige. Desuden mangler indsatser til patienter med fremskreden kræft.
Potentiale for forbedring
Resultaterne af kortlægningen viser, at der er brug for at styrke det tværsektorielle samarbejde generelt og specielt det gensidige kendskab til hinandens praksis og muligheder, ikke mindst hvad angår aktørernes kendskab til kommunernes rehabiliteringstilbud og kendskabet hospitaler og almen praksis imellem. Det er en væsentlig barriere for at skabe koordinerede og sammenhængende forløb.
Vi er nået langt med implementeringen af kræftrehabilitering, men der er stadig potentiale for forbedring. Det er vigtigt, at der er rehabilitering for alle målgrupper, og der er plads til at udvikle det tværsektorielle arbejde yderligere. Samtidig skal vi have fokus på helt centrale elementer som behovsvurdering og rehabiliteringsindsatser, for at sikre rehabilitering til alle med behov
Jette Thuesen, projektleder på kræftkortlægningen
På baggrund af kortlægningen af kræftrehabilitering er der udarbejdet tre anbefalinger
- Systematisk behovsvurdering til alle
Det anbefales, at der udvikles en tværfaglig og tværsektoriel standard for spørgsmål og arbejdsgange i en systematisk behovsvurdering. Dette ses som en forudsætning for, at alle kræftoverlevere med behov for rehabilitering identificeres.
- Rehabiliteringsindsatser til forskellige målgrupper
Det anbefales, at der udvikles og sikres evidensbaserede rehabiliteringsindsatser, som kan tilgodese variationen i problemer og behov hos mennesker med kræft. Dette ses som en forudsætning for, at evidensbaseret rehabilitering er til rådighed for alle målgrupper.
- Udvikling af modeller der tilgodeser hele spektret af rehabiliterings- og palliative behov
Det anbefales, at der udvikles modeller for, hvordan rehabilitering og palliation kan koordineres. Dette ses som en forudsætning for, at behov for rehabilitering og palliation tilgodeses hos alle mennesker med kræft, herunder fremskreden kræft, også selv om disse ikke er i målgruppen for specialiseret palliativ indsats.
Kortlægningen om kræftopfølgning og palliation i almen praksis udarbejdet af FEA på SDU kommer også med tre anbefalinger:
- Udbredelse og implementering af systematiske indsatser
Kendskabet til systematiske indsatser til kræftopfølgning og palliation med fokus på overgangen fra aktiv kræftbehandling på sygehuset til opfølgning i almen praksis bør videreudvikles og udbredes. Det skal sikre en proaktiv og tilgængelig praktiserende læge for alle patienter med kræft.
- Mere viden og efteruddannelse om senfølger til kræft vil styrke kræftopfølgningen
Fremtidige vejledninger og efteruddannelsestilbud bør udbreder viden om kræftpatienters senfølger. Det ses som en forudsætning for praktiserende lægers muligheder for at afdække og håndtere patienternes senfølger.
- Udvikling af samarbejdsflader, kommunikation og relationer
For at øge patienternes oplevelse af sammenhængende forløb og for at give de praktiserende læger kendskab til planlagt behandling og opfølgning bør den gode kræftepikrise videreudvikles og implementeres.
Det anbefales endvidere at videreudvikle kommunikationsvejene både digitalt og indholdsmæssigt, det ses som en forudsætning for fælles kommunikationsstrategier, som eksempelvis fælles videokonsultationer.
