Ny professor i rehabilitering og palliation i primærsektoren
Det praksisnære arbejde, der kommer borgere, pårørende og fagprofessionelle til gavn optager REHPAs nye professor Mette Raunkiær særligt. Hverdagen i eget hjem for både voksne, gamle og sårbare samt børn og unge med livstruende sygdomme – og deres familier er noget af det Mette vil arbejde på at løfte i samarbejde med kommuner, almen praksis og andre.
Mette Raunkiær er netop blevet udnævnt til professor i rehabilitering og palliation i primærsektoren ved REHPA. Mette kender videncentret særdeles godt, da hun i de seneste 12 år har været forsker og seniorforsker ved REHPA. Hun har været med på hele rejsen fra dannelsen af Palliativt Videncenter, sammenlægningen med Dallund og opbygningen af REHPA Videncenter for Rehabilitering og Palliation til det, det er i dag
– Det giver mig en forståelse for, hvem REHPA er, og hvorfor vi er, som vi er. Jeg tror, det vil gøre det lettere for mig at lave samarbejder med eksterne parter, at jeg har REHPA helt ind under huden. Jeg kender også vores organisation, som er kompleks med forskningsklinikken, ophæng ind mod OUH og SDU. Derfor kan jeg være med til at skabe sammenhæng både internt mellem rehabilitering og palliation og forskningen og forskningsklinikken og udadtil med samarbejdspartnere.
Mette Raunkiær, professor ved REHPA
Selvom der er mange fordele ved at kende REHPA så indgående, er Mette bevidst om, at der også kan være ulemper forbundet med det.
– Jeg kan have nogle blinde pletter. Det kan være sværere for mig at se på REHPA med nye øjne, og det kan være, jeg ikke har helt samme blik for udviklingspotentialer som andre måske ville have. Derfor er det vigtigt at være lyttende og opmærksom på input fra samarbejdspartnere.
Mette Raunkiær
Samarbejde for at løfte mulighederne for de svageste
Netop samarbejdet med kommuner, almen praksis og andre ligger Mette meget på sinde.
– Jeg kan godt lide, at forskning- og udviklingsprojekter kommer både borgerne og deres pårørende til gavn samtidig med, at de fagprofessionelle bliver dygtigere til deres arbejde. Jeg synes, der er mange udfordringer i primær sektoreren, som vi er nødt til at samarbejde om at løse, så dem der lever i eget hjem får rettigide og tidlige palliative tilbud. Det er hverdagen, der er udfordringen. Vores system lægger op til, at vi skal være længst muligt og mest muligt hjemme. Og vi ser kun borgerne i en institutionaliseret sammenhæng ganske kortvarigt. Derfor er det vigtigt, at det personale der kommer i borgernes hjem også er klædt på til at se både palliative og rehabiliterende behov, når de opstår.
Mette Raunkiær
Ifølge Mette Raunkiær er det en udfordring, at vores system er skruet sådan samme, at de sundhedsfaglige medarbejdere med den korteste uddannelse er dem, der skal opdage, når en borger eller de pårørende har behov for en palliativ indsats.
– Der er nogle strukturelle og organisatoriske udfordringer i samfundet, der gør det svært for kommunerne at løfte den opgave, som de gerne vil. Det er et kæmpe ansvar og opgave at identificere, når borgere får behov for palliation. Jeg synes, det er problematisk, at begrebet palliation ikke figurerer på samme måde som rehabilitering i bekendtgørelsen for social- og sundhedshjælpere. Det er den faggruppe, der har den største kontakt med de svage borgere i hjemmet, og jeg kan være bekymret for, at hvis ikke begrebet eksisterer i bekendtgørelsen, så eksisterer det heller ikke ude i virkeligheden. Det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på.
Mette Raunkiær
Som ringe i vandet
– Jeg vil gerne invitere både kommuner, sygehuse, uddannelsesinstitutioner og andre ind i vores forskning. Det er vigtigt at undersøge, hvordan indsatser og interventioner kan implementeres i primær og selvfølgeligt også sekundær sektoren, og der skal vi have dem, der arbejder med rehabilitering og palliation tæt på borgene med. Hvis det skal fungere i hverdagen og komme borgerne til gavn, er det vigtigt, at samarbejde med dem, der skal implementere forskningen. På den måde sikrer vi også, at vores forskning er relevant for praksis.
Mette Raunkiær
Hun vil blandt andet gerne have fokus på at få REHPAs forskningsklinks forløb ud og leve videre i praksis.
– Jeg vil gerne sikre, at vi kobler naturlige kontekster på nye forløb i forskningsklinikken, ved for eksempel at invitere nogle kommuner med, så de kan arbejde videre med de interventioner, de kan løfte. Jeg forestiller mig også, at vi kan invitere eksempelvis fysioterapeuter eller andre faggrupper, der hjælper borgere i kommunerne med forløb på hos REHPA. På den måde kan borgerens behandlere, terapeuter, pleje- og omsorgspersoner være med til at støtte op om de nye værktøjer, borgeren får med hjem. Den viden kan de forhåbentligt også bruge til behandling af andre borgere, og derved kan viden sprede sig som ringe i vandet.
Mette Raunkiær
Mette forestiller sig også, at der kan laves deciderede kurser eller undervisning for professionelle i samarbejde med uddannelsesinstitutioner.
– For mig er det vigtigt, at REHPA kan være med til at løfte den kæmpe opgave som primær sektoren står midt i i forhold til at identificere og tilbyde palliation til den store gruppe af borgere blandt andet de multisyge, de gamle og skrøbelige, der ikke har adgang til specialiseret palliativ behandling, men som også har komplekse forløb i deres eget hjem.
Mette Raunkiær
