Spring til hovedindhold

Omsorg sætter fokus på palliation til urfolk/oprindelige folk

Det nordiske tidsskrift for palliativ medicin handler denne gang om palliation til urfolk/oprindelige folk i Norden.

Omsorg nr. 3, 2019 handler om de mange udfordringer herunder historiske og kulturelle vilkår, som har betydning for, om og hvordan urfolk/oprindelige folk får kulturel tryghed i den sidste tid, og hvorvidt de kan dø på deres sprog. Udover at være en vigtig udgivelse, er det også blevet et flot nummer, der er illustreret med digte og kunstværker af den berømte samiske billedkunster og forfatter Rose-Marie Huuva.

REHPA bidrager med to artikler om palliation hhv. i Grønland og på Færøerne.

REHPAs Helle Timm skriver sammen med Tine Aagaard og Mikaela Augustussen om palliation i Grønland. Artiklen beskriver kort centrale dokumenter vedrørende palliation i Grønland samt vilkårene for alvorligt kræftsyge (og andre kronisk syge) samt deres pårørende i Grønland.

Download artiklen: Palliation i Grønland

I artiklen ‘Palliativ indsats på Færøerne’ præsenteres de centrale dokumenter vedrørende palliation på Færøerne, den aktuelle organisering af den palliative indsats samt de umiddelbare perspektiver for fremtiden. Forfatterne er Lene Borghild Bjarnason, Hansina Mikkelsen, Bjarni á Steig, Lene Jarlbæk og Helle Timm.

Download artiklen: Palliativ indsats på Færøerne

Om Omsorg: Nordisk tidsskrift for palliativ medisin

Omsorg er et idealistisk og nordisk tidsskrift for alle, som arbejder eller har nære relationer til alvorligt syge, de svageste gamle eller døende. Artiklerne omtaler grænselandet mellem etik, humanisme og moderne medicin. I Danmark får medlemmer af Foreningen for Palliativ Indsats automatisk tilsendt Omsorg.

Til top