Palliation og senfølger som en del af Kræftplan V
Fremtiden på kræftområdet blev vendt og drejet på konferencen “Ny Kræftplan V – mod nye mål”, som Danske Regioner og Kræftens Bekæmpelse holdt i sidste uge.
Karin Friis Bach, sundhedsudvalgsformand i Danske Regioner bød sammen med Helen Bernt Andersen, formand, Kræftens Bekæmpelse velkommen til konferencen ‘Ny Kræftplan V – mod nye mål’.
Vi skal holde fast i den positive udvikling de sidste 20 år og huske, at mange overlever kræft længere og betragter kræft som en kronisk sygdom. Derfor bør kommuner, civilsamfund også tænkes ind afhængigt af patienternes behov.
Karin Friis Bach, undhedsudvalgsformand i Danske Regioner
Helen Bernt Andersen supplerede hende:
Overlevelse og behandling har fået et skub fremad. Det er godt, men vi skal hjælpe de 150.000, der lever med senfølger, bedre. Samtidig er kræft stadig livstruende, så ventetider skal overholdes, og palliation bør blive en del af Kræftplan V.
Helen Bernt Andersen, formand, Kræftens Bekæmpelse
Konferencen bød på tre temaer:
- Kapacitet og udvikling
- Forebyggelse og tidlig diagnostik
- Senfølger, opfølgning og palliation.
Under det sidste tema gav Pernille Slebsager, afdelingschef, Patientstøtte og Frivillig Indsats, Kræftens Bekæmpelse, sit perspektiv på, hvordan patienterne får bedre tilbud til behandling af senfølger. Hun mente, at senfølger efter kræftsygdom og -behandling har potentiale til at kunne overføres til andre områder også.
Lena Saltbæk, overlæge, Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital supplerede med at fortælle om behandlingen af senfølger ved Klinik for senfølger efter kræft i Region Sjælland.
Kommunerne skal ikke stå alene
Mette Raunkiær, forskningsleder ved REHPA, holdt oplæg om fremtidens palliative tilbud med flere multisyge borgere.
Grundet flere behandlingsmuligheder og længere levetid skønnes det, at der bliver flere mennesker med multisygdom, demens og skrøbelige, gamle mennesker. Samtidigt bliver der mindre tid på hospitalet og mere tid hjemme – også når det drejer sig om palliation. Kommunerne får en central rolle både i forhold til at identificere mennesker med behov for palliation og derefter yde en sådan indsats sideløbende med andre sundhedsfaglige indsatser, for eksempel behandling og rehabilitering. Ofte vil social- og sundhedshjælpere og -assistenter have en central rolle i dette arbejde – og det er ikke nemt. Der kan være tale om lange og komplekse forløb. Samtidigt er det de faggrupper, der har de korteste uddannelser. Der er behov for at udvikle rådgivningsmuligheder og kompetenceløft i kommunerne, men det er måske ikke en opgave, hver enkelt kommune skal stå med selv. Det kan være, vi skal se ind i, om der er behov for kompetencecentre, der kan løfte niveauet i sundhedsklyngerne.
Mette Raunkiær, forskningsleder ved REHPA
En lavt hængende frugt, der kan høstes for at højne niveauet i den basale palliation, er at udbrede de redskaber, der findes til at identificere mennesker med behov for palliativ indsats og screene for palliative behov.
Mette fortalte blandt andet om SPICTTM, Surprise Question og PRO-Palliation, der allerede bliver brugt mange steder.
Jeg tror også, det vil gøre en stor forskel, hvis vi får et fælles sprog og arbejder mere på tværs af sektorer. Det er vigtigt, at vi arbejder sammen. De basale og de specialiserede palliative tilbud udelukker ikke hinanden.
Mette Raunkiær, forskningsleder ved REHPA
