Professortiltrædelse: Fra individ til kontekst
Karin Dieperink har ikke taget den lige vej til sit professorrat. Eller ser man på hendes cv, ser det næsten sådan ud, men som hun selv fortalte ved hendes tiltrædelsesseminar, har det været en snørklet sti.
Jeg begyndte egentligt med at interessere mig for det enkelte individ, der bliver ramt af kræft, men stille og roligt blev jeg mere og mere opmærksom på den kontekst, man som individ er en del af.
Karin Dieperink, professor ved OUH og SDU
I 2021 blev hun udnævnt som professor i kræft og familiesygepleje på onkologisk afdeling på Odense Universitetshospital og Klinisk Institut ved Syddansk Universitet. Sidst i oktober kunne hun så lade sig fejre som professor ved et tiltrædelsesseminar.
Mange af dem, der var med, har haft en andel i, at jeg er endt her. Derfor var det også dejligt at se så mange til seminaret. Det er vigtigt for mig, at forskning er noget, vi gør sammen. Vi har sammen forsket i guidelines, som vi kan se virker, men som stadig ikke bliver brugt alle steder. Vi skal have patienterne, de pårørende og praktikerne på tværs af fag og sektorer med ind over forskningen, så den kan komme ud og leve.
Karin Dieperink
Husk de pårørende
At inddrage pårørende i rehabiliteringen har vist sig at være både vigtigt og effektivt.
1/3 del af os får kræft på et tidspunkt i livet, og resten bliver pårørende. Det er vigtigt også at have øje for de pårørende. For os fagprofessionelle er de en ressource og en kilde til viden om patienten. Men ofte bliver de enten overset eller bruges ikke hensigtsmæssigt. Social støtte er afgørende i forbindelse med en kræftdiagnose, og der er familien og patientens netværk vigtig. Weiss-Laxer siger, at familien og netværket er den kontekst, der er med til at udvikle og vedligeholde den enkeltes sundhed og sundhedsadfærd. De yder omsorg til patienten både praktisk og følelsesmæssigt.
Karin Dieperink
Men de pårørende og familien som helhed har også brug for rehabilitering. Familiemedlemmer til kræftpatienter rapporterer dårligere familiefunktion og et dårligere mentalt velbefindende. Samtidig synes de, de har dårligere kommunikation i familien, end patienten oplever.
Den måde, familien samarbejder på, siger noget om, hvor gode de er til at gøre brug af ressourcer udefra. Familiemedlemmer mener ikke, at især deres psykiske behov imødekommes af sygeplejersker. Northouse har i 5 metaanalyser –med mindre til moderat effekt – vist at pårørende, der modtager interventioner, oplever mindre byrde end dem, som ikke modtager interventioner. Patienterne får også færre symptomer. Men her er det, vi kan se, interventionerne typisk ikke er implementeret i klinisk praksis. Med mit professorat håber jeg at kunne være med til at skabe opmærksomhed omkring hele familiens behov ved en kræftdiagnose. Og være med til at sætte fokus på betydningen af rehabilitering for hele familien.
Karin Dieperink
Læs mere om forskningsenheden Family focused healthcare research Center (FACE), hvor Karin er forskningsleder.
