Spring til hovedindhold

Rehabilitering af borgere med demens udfordrer fagpersonalet

Kommuner og Demensklinikker landet over har fokus på at borgere, der lever med demens, skal tilbydes rehabilitering, men der mangler faglige retningslinjer og en åben dialog.

Når demenssygdomme diagnosticeres stadigt tidligere, opstår der behov for nye tilbud til borgere med demens. En ny rapport fra REHPA viser, at kommuner i hele landet har fokus på at tilbyde relevant rehabilitering til borgere med demens i let til moderat grad, som de anbefales at gøre ifølge flere vejledninger, anbefalinger og senest den nationale demenshandleplan 2015. De organisatoriske forudsætninger for at udvikle indsatsen er lovende, men fagligt er det udfordrende – og ikke alle kan se meningen i at tale om rehabilitering ved en fremadskridende sygdom som demens.

Mangler metoder og retningslinjer – også for brugerinddragelse

Der mangler retningslinjer for rehabilitering ved demens. Hvad omfatter rehabilitering ved demens egentlig, og hvordan får brugerne indflydelse på rehabiliteringens indhold?

Rehabilitering ved demens skal skræddersys til det enkelte menneske med demens. Indsatserne skal bygge på de ønsker og mål, som er meningsfulde og relevante for den enkelte og den nære familie. Det lyder måske simpelt, men i praksis volder det betydelige vanskeligheder. Gængse metoder kommer til kort, hvis borgerens sprog er påvirket. Så hvis mennesker med demens skal have indflydelse, er der brug for at arbejde med, hvordan de kan inddrages. Det er et vigtigt fokus i en tid, hvor brugerinddragelse står højt på den sundhedspolitiske dagsorden.

Jette Thuesen, forsker og medforfatter af rapporten

Holdninger

Der er delte meninger om, hvorvidt det er relevant at tale om rehabilitering ved demens, og kortlægningen viser, at der behov for en åben debat:

Der er brug for at tale åbent om, hvornår rehabilitering ved demens giver mening – og hvornår det ikke gør.

Jette Thuesen

Overblik over forståelser og praksis i Danmark

Rapporten giver et samlet overblik over forståelser og praksis inden for rehabilitering af demente i Danmark.

Udvalgte resultater

  • Rehabilitering er skrevet ind i nationale planer og retningslinjer for demensindsatsen, men kommunerne er usikre på, hvordan de bedst tilbyder rehabilitering til demensramte
  • Kommunerne og til dels også Demensklinikkerne har et betydeligt fokus på rehabilitering ved demens
  • Kommunerne forstår og praktiserer rehabilitering ved demens meget forskelligt
  • Rehabilitering ved demens skal skræddersys til det enkelte menneske med demens. Indsatser skal bygge på de ønsker og mål, som er meningsfulde og relevante. I praksis volder det betydelige vanskeligheder
  • Der er brug for et stærkere fokus på brugerinddragelse i rehabilitering ved demens: Mennesker med demens skal have en stemme
  • Der er brug for at tale åbent om, hvornår rehabilitering ved demens giver mening – og hvornår det ikke gør!

Målgruppen for rapporten er fagpersoner, der beskæftiger sig med forskning og udvikling af demensområdet, det er ledere og politikere, der sætter rammerne for indsatserne, og det praktikere, der ønsker indblik.

Download rapporten ”Rehabilitering ved demens i let til moderat grad”

Hvis du ønsker en trykt version af rapporten, så send en mail til rehpa@rsyd.dk

Rapporten er del af et større forskningsprojekt om demens og rehabilitering, som er støttet af VELUX FONDEN. Læs mere om projekt DEM-REHAB

Forfatterne

  • Jette Thuesen, forsker og projektleder
  • Fritze Kristensen, ph.d., videnskabelig assistent
  • Sarah Frausing, studentermedhjælper
  • Ellen-Marie Rørbæk Knuse, studentermedhjælper
  • Heidi Johansen, studentermedhjælper
  • Tina Broby Mikkelsen, datamanager
Til top