Spring til hovedindhold

Tværsektoriel film om hjerterehabilitering

To kommuner og et hospital har i fællesskab lavet en film, der skal udbrede kendskabet til den kommunale hjerterehabilitering.

– Det kan være svært at forstå og forestille sig, hvad der sker i den kommunale rehabilitering – både for borgere og personalet på hospitalerne. Derfor vil vi med filmen vise, hvad det handler om, fortæller Claudia Mercebach, udviklingskonsulent i Center for Diabetes og Hjertesygdomme i Københavns Kommune.

Filmen giver borgerne et indblik i betydningen af rehabilitering efter hjertesygdom og overgangen mellem hospital og kommune fortalt fra borgernes perspektiv.

Filmen er resultatet af et tæt samarbejde mellem København og Frederiksberg kommuner og Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals hjerteambulatorium. Målet for samarbejdet er at sikre trygge tværsektorielle overgange for mennesker med hjertesygdom, og at ingen borgere mistes i overgangen. Det var på et tværsektorielt vidensdelingsmøde, at ideen om filmen opstod. Herefter har der været en proces med at spørge patienter i hjerteambulatoriet, og borgere der er startet i et kommunalt forløb, hvad de kan – eller kunne have brug for at vide om det kommunale forløb.

Det blev tydeligt, at der var behov for et supplement til informationspjecer og mundtlig information fra sundhedsprofessionelle på hospitalet. Der var et ønske om at høre fra borgerne selv, hvad det kommunale forløb går ud på – og at en film med stor sandsynlighed kunne imødekomme dette behov, fortæller Claudia Mercebach.

– Filmen er et led i det gode tværsektorielle samarbejde vi har. Vi har investeret i det samarbejde, og det har givet pote. Det kræver ledelsesopbakning fra både kommuner og hospital. Men det betyder, at vi kan præsentere et samlet forløb for patienterne allerede på sygehuset. Det har en stor betydning, at vi i ambulatoriet også kender kommunernes tilbud, siger Ulla Dam-Schmidt, sygeplejerske med klinisk specialfunktion på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

– Vi har oplevet, at borgere kan være lidt forvirrede over, hvad de skal i kommunerne, men det er blevet bedre, efter vi er begyndt at arbejde tættere sammen. Vi vil helst ikke miste nogen i overgangen fra hospital til kommune, fortæller Birgitte Brage Stevens, hjertekoordinator hos Frederiksberg Sundhedscenter.

Filmen må deles

Filmen er generisk, så den kan bruges af andre kommuner og sygehuse i landet.

– Vi vil meget gerne inspirere andre kommuner og hospitaler til at styrke samarbejdet på tværs. Vi har oplevet, at det har en betydning for patienterne. Vi håber, at andre også har lyst til at bruge filmen, så den kommunale hjerterehabilitering bliver lettere tilgængelig for de borgere, der har brug for den, siger Claudia Mercebach.

Ud over filmen har de to kommuner og hospitalet:

  • Postkort med QR-kode til filmen til venteværelser i ambulatoriet og sengeafsnit
  • Teaser om filmen med QR-kode til infoskærme i venteværelser
  • Roll-up med info om film og QR-kode til filmen til venteværelset i ambulatoriet
  • QR-kode til filmen i den eksisterende pjece, der udleveres om det ambulante rehabiliteringsforløb på sengeafsnit.

Hvis du vil høre mere om filmen og eventuelt bruge den på din arbejdsplads, kan du kontakte Claudia Mercebach, Ulla Dam-Schmidt eller Birgitte Brage Stevens.

Se filmen om kommunal rehabilitering efter hjertesygdom

Find filmen på Center for Diabetes og Hjertesygdommes hjemmeside

Til top