Både rehabilitering og palliation er nødvendig, når man skal øge livskvaliteten hos patienter med livstruende sygdom.
Koordinering af rehabilitering og palliation er vigtigt, når fokus for indsatsen er både funktionsevne, lidelse og livskvalitet hos mennesker med livstruende sygdomme. Det kan være relevant gennem hele sygdomsforløbet og for flere grupper end kræftpatienter. Der findes ikke nogle enkle måder at sikre koordinerede og sammenhængende forløb på.
Sundhedsstyrelsen definerer, at patienter med livstruende sygdom skal tilbydes både rehabilitering og palliation. Rehabilitering fokuserer på at udvikle og fastholde funktionsevne, og det primære formål med palliation er at lindre den lidelse, der fysisk, psykisk, socialt eller åndeligt-eksistentielt kan være forbundet med livstruende sygdom. Begge tilgange har fokus på livskvalitet. I en artikel i Ugeskriftet.dk giver Helle Timm og Jette Thuesen, begge fra REHPA, og Jette Vibe-Petersen fra Center for Kræft & Sundhed deres bud på, hvordan almen praksis, kommunerne og sygehusene kan koordinere de to indsatser.
Artiklen præsenterer kort forløbsprogrammet for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft fra 2012, hvor koordinering af rehabilitering og palliation for alvor blev sat på dagsorden. Selv om forløbsprogrammet snart afløses af en revideret version, er ambitionen den samme. Anbefalingerne fra 2012 sammenholdes med viden og argumenter, som tager udgangspunkt i et litteraturreview, REHPA udgav i 2016. Det bygger på international forskning inden for kræft, KOL, apopleksi og geratri.
På den baggrund præsenterer artiklen en model over dimensioner, der har betydning for koordinering af rehabilitering og palliation.
Forfatterne bag artiklen fremhæver, at hvis det samlede sundhedsvæsen (almen praksis, hospitaler og kommuner) skal løse udfordringen med at tilbyde og koordinere de forskellige rehabiliterende og palliative komplekse interventioner, er det helt nødvendigt, at det skrives ind i nationale anbefalinger og forløbsprogrammer samt regionale og lokale aftaler, hvordan denne koordinering kan understøttes både organisatorisk, fagligt og forskningsmæssigt med patienter og pårørende som medspillere.
Artiklen kræver login til Ugeskriftet.dk: Koordinering af rehabilitering og palliation (link til Ugeskriftet.dk)
Helle Timm, REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Region Syddanmark og Syddansk Universitet
Jette Vibe-Petersen, Center for Kræft og Sundhed, Københavns Kommune
Jette Thuesen, REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, Region Syddanmark og Syddansk Universitet