Spring til hovedindhold

Unge, der har haft kræft, har særlige rehabiliteringsbehov

Unge voksne, der har haft kræft, oplever aldersspecifikke senfølger, som kræver en særlig rehabiliterende indsats. Maria Aagesen beskriver i sin ph.d.-afhandling en indsats til unge mellem 18 og 39 år, som hun har udviklet sammen med de unge selv og fagprofessionelle.

Med ph.d.-projektet ’Samskabelse af rehabilitering til unge voksne kræftoverlevere’ har Maria Aagesen undersøgt, hvilken støtte og rehabilitering unge voksne mellem 18 og 39 år, der har haft kræft, har brug for.

Arbejdet udsprang af REHPAs arbejde i forbindelse med Kræftplan IV, hvor der for første gang politisk var fokus på, at unge voksne har brug for en særlig indsats. De unge mennesker oplever aldersspecifikke fysiske, mentale, eksistentielle og sociale senfølger, der påvirker deres hverdag og livskvalitet efter et kræftforløb.

Maria Aagesen

– Kræftplanen fokuserede på at skabe mødesteder på hospitalerne for de unge kræftpatienter, men ikke på rehabilitering. Derfor begyndte REHPA i 2016 et eksplorativt arbejde i REHPAs Forskningsklinik om rehabilitering til unge voksne. Vi fandt, at de unge havde en række umødte behov, når de kom på REHPA. De efterlyste målrettede rehabiliteringsindsatser til deres behov, hvilket gav anledning til at dykke ned i det videnshul. Det er så blevet til min ph.d., fortæller Maria Aagesen, fysioterapeut og forfatter til ph.d.-afhandlingen.

Som en del af sin ph.d. har Maria Aagesen undersøgt, hvilke indsatser unge voksne har brug for for at vende tilbage til hverdagslivet. Studiet viste, at de unge har brug for aldersspecifikke indsatser, der retter sig mod fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle udfordringer. Derudover har hun lavet et litteraturstudie, hvor hun har undersøgt eksisterende indsatser til unge, der har haft kræft. Dette studie viste at, eksisterende indsatser til unge voksne, der har haft kræft, ofte består af peer-to-peer-støtte, onlineundervisning og det at arbejde med egne mål. Desuden bygger indsatserne på forskellige teorier.

Det er som om, der er en forventning om, at fordi du er ung, så kan du selv løse dine udfordringer og har ikke behov for støtte.

Maria Aagesen, fysioterapeut og forfatter til ph.d.-afhandlingen.

Et rehabiliteringsprogram med 10 indsatser

På baggrund af studiet om de unges behov og litteraturstudiet udviklede Maria Aagesen i en samskabelsesproces med en række unge mennesker, der har haft kræft, og fagprofessionelle en rehabiliteringsindsats med 10 komponenter målrettet de unges præferencer og behov.

– Det kom bag på mig, hvor ensomme de unge føler sig, og hvor lidt støtte og hjælp de egentligt får. Det er som om, der er en forventning om, at fordi du er ung, så kan du selv løse dine udfordringer og har ikke behov for støtte, siger Maria Aagesen.

Maria oplevede, at de unge havde et stort behov for støtte og håndholdt hjælp undervejs i deres rehabilitering. De to første komponenter i et rehabiliteringsforløb til unge, der har haft kræft, bør ifølge ph.d.-studiet være en behovsvurdering og en målsætning.

De resterende otte komponenter i indsatsen består af forskellige tværfaglige indsatser fra socialrådgiver, fysioterapeut, ergoterapeut, sygeplejersker, psykolog og andre. Udfaldet af de to obligatoriske komponenter har betydning for, hvilke af de otte komponenter de unge voksne har brug for.
De otte komponenter er:

  • Hverdagsliv
  • Fysisk aktivitet
  • Psykologiske udfordringer
  • Seksualitet og parforhold
  • Familie og venner
  • Uddannelse og arbejde
  • Rettigheder og økonomi
  • Ung til ung.

Indsats evalueres og afprøves

Som en del af ph.d.-projektet har Maria Aagesen også beskrevet et feasibility studie for at undersøge om unge, der har haft kræft, finder indsatsen relevant.

Interventionen, som Maria Aagesen og de unge har udviklet, er allerede afprøvet i REHPA Forskningsklinik. Maria er ved at undersøge data fra feasibility studiet og har samtidig planlagt yderligere studier af indsatsen:

– Programmet skal afprøves på 30 unge voksne i Københavns Kommune i 2025. I Aarhus Kommune er jeg ved at planlægge et pilot RCT-studie med 50 deltagere, hvor 25 får tilbudt interventionen, og 25 får standard rehabilitering, fortæller hun.

Maria Aagesens ph.d.-projekt er finansieret af REHPA, Klinisk Institut på Syddansk Universitet, Region Syddanmark og Kræftens Bekæmpelse.

Maria forsvarer sin ph.d. den 11. oktober 2024 på OD NAT BMB Seminar room (V18-501-1), SDU, Campusvej 55, 5230 Odense M.

Læs mere om studiet på projektets side

Til top