REHPA som samlet, nationalt videncenter for rehabilitering og palliation har eksisteret i sin nuværende form siden 2015.
Forud lå en politisk beslutning – i forbindelse med Kræftplan III og Finansloven for 2011 – om at sammentænke det tidligere Palliativt Videncenter (PAVI) og RehabiliteringsCenter Dallund (Kræftens Bekæmpelse).
Aktørerne bag (Syddansk Universitet, Region Syddanmark, Danske Regioner, KL, Kræftens Bekæmpelse og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse) indgik aftalen med effektuering pr 1. januar 2013.
Mens PAVIs aktiviteter fortsatte fra kontoret i København og satellitten i Aalborg, blev der arbejdet på at finde passende faciliteter i Region Syddanmark til internatophold med fokus på rehabilitering. Lokalerne fandt man på Nyborg Sygehus, hvor REHPA fik hovedkontor og efter restaurering kunne slå dørene op for de første deltagere på rehabiliteringsforløb i 2017.
Palliativt Videncenter (PAVI) blev indviet den 27. februar 2009 med formålet: At sikre udvikling, høj faglig kvalitet og videndeling om den palliative indsats i Danmark.
PAVI blev etableret som et samarbejde mellem seks parter: TrygFonden, Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Foreningen for Palliativ Indsats, Hospice Forum Danmark, Kræftens Bekæmpelse og Ledergruppen for hospicer, palliative teams og -afdelinger.
RehabiliteringsCenter Dallund åbnede i 2001 på det fynske slot Dallund som et rehabiliteringstilbud for kræftpatienter som en del af Kræftens Bekæmpelse. Midt i 2015 lukkede RehabiliteringsCenter Dallund, da lokaliteterne og kapaciteten på slottet ikke var tidssvarende.
RehabiliteringsCenter Dallund har dog gennem alle årene været en væsentlig aktør i udviklingen af rehabilitering til mennesker med kræft. Erfaringerne og forskningen fra RehabiliteringsCenter Dallund danner grundlag for det videre arbejde med rehabilitering i Videncenter for Rehabilitering og Palliation.
Læs Kræftens Bekæmpelses evaluering af Dallunds væsentlige arbejde over 10 år