Spring til hovedindhold

Dødshjælp

Hvad ved vi om livet med sygdom – og hvad ønsker vi os i den sidste tid?

I 2012 undersøgte Palliativ Videncenter og TrygFonden danskernes viden om alvorlig sygdom, lindring og død og vores ønsker til den sidste tid. Undersøgelsen viser bl.a., at de fleste danskere har oplevet at miste et nært familiemedlem eller en ven, men at vi samtidig synes, at døden er et privat anliggende.

Resultaterne er formidlet i to rapporter, som du kan læse/downloade her:

Baggrundsrapport om danskerne om livet med sygdom og død

Aktiv dødshjælp – aktiv livshjælp

Skal aktiv dødshjælp tillades i Danmark?

Debatten om aktiv dødshjælp blusser op med jævne mellemrum. Som regel på baggrund af en personlig beretning. Undersøgelser viser, at et stort flertal blandt befolkningen ønsker, at det skal være muligt at yde aktiv dødshjælp, mens de fleste politikere, sundhedspersonale og filosoffer siger nej.

Aktiv dødshjælp

Eutanasi (aktiv dødshjælp) betyder lovliggørelse af drab på begæring. Det drejer sig om, hvorvidt det skal være tilladt for læger at tage livet af svært lidende og eventuelt døende patienter, der anmoder om det.

Assisteret selvmord betyder lovliggørelse af, at en anden person (evt. en læge) giver patienten medicin og vejledning, så patienten selv kan gøre en ende på livet.

Som situationen er lige nu, er hverken eutanasi eller assisteret selvmord tilladt i Danmark. Der er med mellemrum røster fremme om at lovliggøre det.

Debatten er bl.a. udsprunget af eksempler fra folk med uhelbredelig sygdom, der har ønsket selv at bestemme over eget liv – og død. Ofte er der tale om mennesker, der er afhængige af andre, og som har smerter og andre lidelser, der er svære at leve med. De fleste af os bliver følelsesmæssigt berørte af sådanne historier, ikke mindst hvis det er os selv eller vores nære pårørende, der er ramt.

Aktiv livshjælp

Det palliative koncept går ud på at bekræfte livet og give anerkendelse til det enkelte menneske. Det kunne være et modstykke til eutanasien, nemlig en helhjertet omsorg og en lindrende behandling. Det er ikke uværdigt at være afhængig af andre, men det er uværdigt, hvis man i en sådan situation ikke får optimalt hjælp.

Oplysning – oplysning – oplysning

Flere meningsmålinger viser, at store dele af befolkningen i Danmark går ind for aktiv dødshjælp med den begrundelse, at intet menneske skal lide. Det kan være begrundet i manglende viden om lovgivningen på området.

Ved man for eksempel, at ethvert menneske, der er ved sin fulde fem, kan beslutte sig for, at en behandling skal ophøre? Og ved befolkningen, at læger kan beslutte at afbryde livsforlængende behandling af et uafvendeligt døende menneske? Eller at det er tilladt at give smertestillende eller beroligende midler til en uafvendeligt døende, hvis det er for at lindre tilstanden, selv om dette kan fremskynde dødstidspunktet? (Sundhedsloven kap. 6, § 25 stk. 2).

Man kunne spørge: er det så ikke det samme som eutanasi? Er det ”at lade dø” ikke det samme som at tage livet af patienten. Nej, for hensigten er forskellig. Hensigten med ”at lade dø” er lindring og hermed undgåelse af unødig lidelse. Aktiv dødshjælp er dødsrettet (fratager patienten livet). Smertebehandling er livsrettet (giver patienten et bedre liv de sidste dage). Konsekvensen af medicinsk lindring kan være, at dødstidspunktet fremskyndes. Erfaringen viser dog, at når den døende får al den lindring, som skal til i form af beroligende og smertestillinde medicin, så lever man nogle gange lidt længere.

I Holland har eutanasi været lovligt siden 2001. En opgørelse fra Holland viser, at kun 5 % af de patienter, der anmoder om eutanasi, gør det alene på grund af smerter. Resten, altså 95 %, vælger eutanasi af andre årsager. De fleste beder om at komme af dage på grund af en følelse af uværdighed. Kan denne følelse opstå, fordi patienten mister retten til at være til besvær?

Spørgsmål til overvejelse

  • Hvad skal der til for, at den naturlige død kan blive en værdig død?
  • Er selvvalgt død selvvalgt?
  • Kan ønsket om eutanasi være begrundet i mangel på alternativer?
  • Hvad er aktiv livshjælp?

Du kan læse Etisk Råds udtalelse om dødshjælp (2023) som PDF

Til top