Skrivning som innovativ indsats i rehabilitering og palliation.
Der har i de senere år været tiltagende opmærksomhed på skrivning som en metode til at lindre sygdom. Ud fra især internationale erfaringer antages det, at skrivning kan bidrage til, at mennesker med alvorlig, livstruende sygdom kan få en mere tydelig og opbyggelig fortælling og en klarere narrativ struktur på de tanker og følelser, som følger med sygdommen. Håbet er, at skrivning kan medvirke til at fremme patienternes rehabilitering og palliation ved alvorlig, livstruende sygdom. Der mangler imidlertid væsentlig viden på området.
I vinteren 2016/17 gennemførte REHPA i samarbejde med Institut for Kulturvidenskaber, SDU, det første skriveværksted for mennesker med kræft i Danmark.
Skriveværkstedet tog teoretisk afsæt i det internationale felt ’Narrative medicine’. Det er et nyere forskningsfelt, der inddrager litterære narrativers erkendelsespotentiale i forhold til uddannelse af sundhedsprofessionelle og i forhold til rehabiliterings- og palliationstilbud.
Skriveværkstedet for mennesker med kræft er videreudviklet fra en dansk model anvendt i Alkoholbehandlingen i Odense Kommune i 2016 og tilpasset rammerne for et REHPA-ophold.
Skriveværkstedet blev gennemført over to kursusgange med hhv. to dages ophold og en dags opfølgning. To skønlitterære forfattere, Pablo Llambías og Trisse Gejl, var gennemgående på skriveværkstedet og stod for undervisningen og det individuelle arbejde i to grupper.
Indsatsen blev evalueret med fokus på den praktiske gennemførelse med brug af flere tilgange: en deskriptiv tilgang med basis-registrering af deltagerne, en skriftlig evaluering fra deltagerne, en antropologisk evaluering baseret på et etnografisk feltarbejde med deltagerobservation og etnografiske interviews samt en mundtlig evaluering ved den opfølgende workshop fra de fagprofessionelle.
Formålet med det første skriveværksted ved REHPA var at afprøve indsatsen rettet mod mennesker med kræft som målgruppe og undersøge, om der er basis for at videreudvikle og afprøve indsatsen i et egentligt forskningsdesign.
Notat: Skriveværksted – Skrivning som innovativ indsats i rehabilitering og palliation
Notatet beskriver baggrunden, den teoretiske ramme for og de praktiske erfaringer med skriveværksted afholdt på REHPA vinteren 2016/2017 i samarbejde med Institut for Kulturvidenskaber, SDU.
Forfattere: Ann-Dorthe Olsen Zwisler, Anders Juhl Rasmussen, Rikke Hellum, Jan Tofte, Helle Ploug Hansen, Trisse Gejl, Pablo Llambías og Anne-Marie Mai
Målgruppe: Sundhedsprofessionelle, forskere og forfattere med interesse for udvikling af nye metoder inden for rehabilitering og palliation og/eller interesse for narrativ medicin og skrivning som del af rehabilitering og palliation.
Udgivet: September 2017