Motivationen for at vende tilbage til arbejdspladsen under og efter kræftbehandling er høj. At være i arbejde repræsenterer normalitet, identitet og giver økonomisk stabilitet for patienter, der har gennemlevet et kræftforløb.
Chancen for at kunne vende tilbage til arbejdet er generelt god for patienter, der har god tilknytning til arbejdsmarkedet og en god prognose. Overordnet set er chancen kun formindsket med gennemsnitligt 7 % for ikke at være tilbage på arbejdet fire år efter kræftdiagnose sammenlignet med en person uden tidligere kræft.
Spørgsmålet er dog, hvordan det går kræftdiagnosticerede med en dårligere prognose, som i udgangspunktet er dem, der har det største behov for rehabilitering og herunder også hjælp til at komme tilbage til arbejde. Endvidere findes kun meget lidt forskning, der handler om, hvordan forskellige jobtyper influerer på det at vende tilbage til arbejdet for patienter, der har overlevet en kræftdiagnose. Dette projekt undersøger kræftoverleveres arbejdsmarkedstilknytning, og hvorvidt jobtyper kan influere på dette. Projektet belyser også patienternes synsvinkel i forhold til at komme tilbage i arbejde.
Projektets metoder er kvalitative og kvantitative igennem et nationalt registerstudie.
Artikel: Risk of being granted disability pension among incident cancer patients before and after a structural pension reform: A Danish population-based, matched cohort study by Pedersen P, Aagesen M, Tang LH, Bruun NH, Zwisler A-D, Stapelfeldt CM. Scand J Work Environ Health 2020;46(4):382-391, doi:10.5271/sjweh.3883
Notat: Kræft, rehabilitering og arbejde – Viden, lovgivning, praksis og fremtid
Det kan være en vanskelig og kompleks proces at vende tilbage til arbejdet for mennesker, der har eller har haft kræft. Dette notat opsummerer ny og eksisterende viden på området og fremsætter forslag til fremtidige indsatser, der kan øge muligheden for en positiv tilbagevenden til arbejdet for borgere, der har eller har haft kræft.
Forfattere: Maria Aagesen, Jan Tofte, Ann-Dorthe Zwisler og Lars Tang
Målgruppe: Socialrådgivere og sundhedsprofessionelle der arbejder med rehabilitering af erhvervsaktive, der har eller har haft kræft.
Udgivet: Februar 2019
Projektet er et samarbejde mellem DEFACTUM, Professionshøjskolen Metropol i København og REHPA.