Dialogen mellem kræftpatienter og sundhedsprofessionelle om alternative behandlingsformer sigtes styrket, og sundhedsprofessionelle klædes på til at kunne rådgive patienterne i forhold til alternative behandlingsformers effekt og samspil med konventionel behandling.
Projektet sigter mod at styrke dialog og rådgivning om komplementære behandlingsformer mellem kræftpatienter og læger/sygeplejersker på onkologiske afdelinger. Der iværksættes et forsøg, som bygger på viden indsamlet igennem dels et meta-litteraturreview, dels fokusgrupper med kræftpatienter; læger og sygeplejersker fra onkologiske afdelinger involveret i projektet; samt behandlere, der praktiserer komplementær behandling med dokumenteret effekt overfor kræftpatienter. I forsøget involveres to til fire onkologiske afdelinger i Danmark.
Forsøget omfatter udarbejdelse af informationsmateriale vedrørende alternative behandlingsformer og deres effekt i relation til kræftpatienter, kvalificering af sundhedspersonalet til at varetage dialog og rådgivning, forsøg med rådgivning om komplementære behandlingsformer som et tilbud til patienter, og slutteligt en spørgeskemaundersøgelse blandt patienter før og efter forsøget med rådgivning.
Se mere på www.KABcancer.dk
Resultaterne, der peger på at det er svært at skabe en evidensbaseret dialog om alternativ behandling er publiceret i artiklen ”Communication about Complementary and Alternative Medicine in Danish Oncological Settings: An Intervention Study”.
Meta-review, fokusgrupper, spørgeskemaundersøgelse.