Spring til hovedindhold

Klinisk indsats 13: Mindfulness

Der er tale om et uddrag af teksten uden brug af referencer. Ønsker du at få den samlede tekst, kan du downloade den kliniske indsats som PDF nederst på denne side.

Baggrund (forkortet version)

Mindfulness betyder at være opmærksom på en særlig måde: At være i kontakt med øjeblikket uden at dømme. Formålet med mindfulness er at reducere lidelse og opbygge et blivende, sundt mentalt helbred.

Træning i mindfulness styrker evnen til at være i nuet. Herved mindskes tendensen til at være optaget af grublerier om fortiden og frygt for fremtiden, og der opnås en større tolerance for negative tanker.

Flere studier peger på, at kræftoverlevere kan have gavn af at træne mindfulness ift. en bred vifte af parametre. Mindfulnesstræning kan være med til at fremme livskvalitet og humør og reducere psykologisk lidelse/belastning hos kræftoverlevere.

Forskning fra Dansk Center for Mindfulness, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet peger også på, at mindfulnesstræning kan være med til at forbedre evnen til stressregulering, emotionsregulering, empati, koncentration, glæde og rationel adfærd.

Formål

  • At deltagerne gennem en kort intro og praktiske øvelser bliver bekendt med mindfulness som begreb og som metode til at kultivere mere ro og nærvær i hverdagen.
  • At deltagerne afprøver enkle mindfulnessøvelser, hvor de, om muligt, får en konkret oplevelse af fokuseret nærvær og får en forståelse af dets betydning i hverdagen.
  • At deltagerne får konkrete værktøjer til, hvordan de på egen hånd vil kunne arbejde videre med øvelserne, når de kommer hjem.

Indhold

I undervisningen vægtes en praktisk indgangsvinkel til begrebet, hvor deltagerne bliver guidet gennem to til tre mindfulness øvelser. Efter hver øvelse får deltagerne mulighed for at reflektere over deres oplevelse, hvilket underviseren bruger som springbræt til at stille uddybende spørgsmål med henblik på at udfolde deltagerens egenoplevelse og forståelse ind i en mindfulness-kontekst.

Undervisningen sigter desuden mod at hjælpe deltagerne til at se muligheder for at gøre brug af mindfulness i et helt almindeligt hverdagsliv.

Der udleveres mindfulness-notater til deltagerne, hvor man bl.a. kan finde referencer til yderligere litteratur og guidede øvelser.

Tids- og læringsrum

Undervisningen foregår som gruppesession med ca. 10 deltagere per hold og har en varighed af 75 minutter.

Kompetencer

Underviseren er uddannet i Mindfulness-baseret stressreduktion (MBSR) eller Mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT).

Underviseren har erfaring med undervisning af mennesker med livstruende sygdomme.

Undervisningen tager implicit udgangspunkt i mindfulness-grundholdningerne, og det er derfor af essentiel betydning, at underviseren på baggrund af egen praksis formår at være nærværende, rolig og nysgerrig som bærende elementer for undervisningen.

Download klinisk indsats nr. 13 som PDF

Til top