Der er tale om et uddrag af teksten uden brug af referencer. Ønsker du at få den samlede tekst, kan du downloade den kliniske indsats som PDF nederst på denne side.
Velkomst, herunder indlogering, introduktion, præsentation og fællesskabsdannende elementer, tillægges stor betydning på standard rehabiliteringsforløbene. Tryghed, dét at være sammen i en gruppe og være i et trygt miljø, er med til at motivere deltagerne til at arbejde aktivt og åbent sammen og med de fagprofessionelle om det rehabiliteringsforløb, som er tilrettelagt.
Dette for at sikre bedst mulig inklusion i fællesskabet, deltagelse og dermed læring. Når deltagerne føler sig godt tilpas, både ift. hinanden og til de gennemgående fagprofessionelle, skaber det lyst og energi hos den enkelte, og håbet er, at det vil kunne opleves som motiverende og gøre deltagelsen mere lystbetonet.
Velkomst og introduktion foregår det samme sted hver morgen. Det er en række af daglige gentagelser med morgensamling og fællessang, der på den måde danner rammen om et tilhørssted. Det har til formål at få deltagerne til at føle, at de er sammen om aktiviteterne. Det gavner motivationen at være sammen eller at deltage på et hold med ligestillede.
For at sikre inklusion og deltagelse anvendes denne indledende fase også til observation og klinisk vurdering af, hvordan deltagerens behov bedst imødekommes, og hvordan de bedste fællesskaber og muligheder for deltagelse kan etableres.
Deltagerne får ved ankomst anvist eget værelse og bliver introduceret til REHPAs overnatningsfaciliteter. Derefter følger forløbslederen deltagerne ned til rehabiliterings- og undervisningsafdelingen i stueetagen, hvor de fleste sessioner i løbet af ugen foregår. Her begynder den fælles velkomst og introduktion, hvor stedet og et samlet forløbsprogram præsenteres.
Der indledes med fællessang og forløbslederen, der faciliterer sessionen, præsenterer sig selv og den person, der er forløbsledelsesmæssig backup, samt byder velkommen.
Forløbslederen introducerer til REHPA, om baggrunden for at afholde standard rehabiliteringsforløb og om bevæggrunde for, at netop de har fået tilbuddet. Særligt informeres om 2-dagesopfølgningen 12 uger senere, som er en del af hele rehabiliteringsforløbet.
Forløbslederen udleverer individuelle mapper til deltagerne og gennemgår indhold og forløbsprogram. Herunder information om samtykkeerklæringer og anonymitet – under opholdet og ifm. den efterfølgende databearbejdning.
Forløbslederen beder deltagerne udfylde evalueringsskemaet og aflevere det på opholdets sidste dag.
Deltagerne får ved sessionen mulighed for at spørge ind til:
Forløbsleder og backup gennemgår også formelle oplysninger om brand, rygepolitik, REHPA som beliggende på et sygehus og det at være 112-område aften/nat.
Afslutningsvis lægger forløbslederen op til en ’walk and talk’, hvor deltagerne får mulighed for at tale sammen om:
Spørgsmålene indgår i den efterfølgende indsats vedr. Klinisk indsats 3 og forbereder deltagerne til denne. Desuden indgår disse processer i det samlede målsætningsarbejde, der opsummeres på femte dagen.
Mandag aften efter aftensmåltidet mødes deltagerne i træningssalen, der denne aften er indrettet med stole, tæpper og lys rundt om flyglet. Sangbøger eller andet materiale er fundet frem og gjort klar.
Aktiviteten afsluttes med kaffe i dagligstuen.
Velkomst og introduktion foregår på mandage efter ankomst, kl. 10.30-12.00 i undervisningslokalet i rehabiliteringsafdelingen. Deltagerne placerer sig ved 4-5-mandsborde.
Musik og sang foregår mandag aften kl. 19.30-20.30 ved REHPAs flygel i træningssalen, hvor stole er stillet op omkring flyglet.
Velkomst og introduktion varetages af forløbsledere på REHPA tilknyttet forskningsklinikken. Forløbslederne har indgående kendskab til standard rehabiliteringsforløbenes faglige indhold, kompetencer ift. sundhedspædagogisk virksomhed samt grundlæggende terapeutiske kompetencer.
Professionsbachelor indenfor relevant social- eller sundhedsfagligt område er et krav.
Musik og sang varetages af professionelle sangere, musikere eller bevægeterapeuter. Kompetence til at engagere og involvere deltagerne samt skabe inkluderende stemning er centralt.