Redskaber, modeller og begreber
Arbejdet med rehabilitering for mennesker med livstruende sygdomme understøttes af en række redskaber, modeller og begreber. Udvalgte introduceres her.
ICF-modellen
ICF – International klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand – er en WHO klassifikation, der udkom på dansk i 2003. ICF klassifikationen er central i den forståelse af sygdom, som findes i den bio-psyko-sociale sygdomsmodel, hvor sygdom betragtes som et produkt af samspillet mellem biologi, psykologi og sociale forhold. Og ICF er udgangspunkt for den forståelse af funktionsevne og rehabilitering, der afspejles i definitionen.
I ICF beskrives og vurderes funktionsevne ud fra en række dimensioner:
- Helbredstilstand
- Kroppens funktioner og anatomi
- Aktiviteter
- Deltagelse
- Omgivelses- og personlige faktorer.
Begrebet funktionsevne – functioning – er centralt i ICF-modellen og i rehabilitering som sådan. Toneangivende rehabiliteringsforskere arbejder for, at funktionsevne/functioning bliver vægtet som sundhedsindikator på linje med sygelighed og dødelighed.
Forståelsen af funktionsevne handler om samspillet mellem, hvad mennesker kan (kapacitet), og hvad mennesker gør i deres særlige livssammenhænge. Funktionsevne har desuden betydning for både den enkeltes velbefindende, folkesundheden og den samlede velfærd.
Bickenbach og kolleger gennemgår i artiklen ’The human functioning revolution: Implications for health systems and sciences’, hvordan et fokus på funktionsevne skal indtænkes i alle sundhedsvæsenets byggesten: I konkret sundhedspraksis, i tværprofessionel kommunikation, i forskning, adgang til rehabilitation, finansiering og ledelse.
Rehabilitering som arbejdsproces
Rehabilitering involverer altid en systematisk arbejdsproces. De er beskrevet og illustreret i mange forskellige versioner. Ofte henvises til Wades rehabiliteringsprocesmodel fra 2005 og Deans model fra 2012.
Grundlæggende er der tale om, at rehabiliteringsprocessen er en problemløsningsproces, der er kendt fra mange andre sammenhænge, også fra monofaglige arbejdsprocesmodeller. I forhold til disse er procesmodellen for rehabilitering karakteriseret ved at være tværfaglig og bygger på en bio-psyko-social forståelse af helbredstilstand og funktionsevne, indtænker personens egne mål, og fastlægger plan og rehabiliteringsindsatser ud fra en samlet vurdering.
Vurderingen
Vurderingen er en central komponent i rehabiliteringsprocessen. I Danmark taler vi ofte om denne komponent som behovsvurdering. I engelsksprogede modeller taler man ofte blot om vurdering (assessment).
I Danmark har der siden 2012 været en betydelig udvikling og brug af behovsvurderingsskemaer. Det har været særligt markant på kræftområdet, fordi behovsvurderingsskemaer blev anbefalet i det forløbsprogram for rehabilitering og palliation i forbindelse med kræft, som første gang blev præsenteret i 2012 af Sundhedsstyrelsen – forløbsprogrammet er senest opdateret i 2018.
På kræftområdet er udbredelsen af standardiserede behovsvurderingsskemaer stagneret. I praksis er der mange forskellige skemaer og redskaber i spil, det fremgår bl.a. af REHPAs kortlægninger af kræftrehabilitering:
Skemaer og redskaber
Der er bl.a. ICF-baserede skemaer og redskaber, som inkluderer omgivelsesmæssige faktorer. Det sker ud fra en forståelse af, at funktionsevne og behov må forstås i an samlet analyse af både det mennesker kan og gør i deres omgivelser – jfr. den forståelse af funktionsevne/functioning, der præsenteres ovenfor.
Andre skemaer og redskaber, der er under udbredelse i rehabilitering, såvel som i hele sundhedsvæsnet, er såkaldte PRO-skemaer. Det nationale PRO-sekretariatet definerer PRO som ’patientrapporterede oplysninger’. Arbejdet med systematisk at undersøge og inddrage patienternes perspektiver og oplysninger (og oplevelser og erfaringer) i vurderingen af helbredstilstand, funktionsevne og behov er en central komponent i rehabilitering og ikke nyt, men har fået ekstra opmærksomhed de senere år.
